Residency på Teaterøen

TEATERØEN

 

 

På TEATERØEN har vi netop tilføjet en Afmagnetiseringsstation til vores mange kvadratmeter helt herude på spidsen af Refshaleøen. Det har givet os lysten til at åbne vores ø op for andre, som har lyst til at indtage vores område og lokaler på nye og endnu ukendte måder. Udover Afmagnetiseringsstationen har vi gode produktionsfaciliteter, kontorer samt venues og scener til alverdens formater. Alt det vil vi gerne sætte i spil.

Derfor leder vi efter et kompagni, som kan have glæde af et residency  til at udvikle deres virke, praksis og kunst.

Residenciet begynder den 19. marts 2016, hvor vi samtidig markerer, at TEATERØEN har eksisteret i tre år.

Vi tilbyder: 

  • Gratis kontorplads i op til et år
  • Gratis prøvelokaler i sammenlagt 2 måneder
  • Adgang til øvrige faciliteter, hvis de er ledige
  • Mulighed for at vise forestillinger offentligt efter nærmere aftale
  • Vejledning ift. teknik, kommunikation, produktion + kunstnerisk sparring, hvis det ønskes

Vi ønsker at tilbyde alt dette til et professionelt kompagni, ensemble, kunstnerkollektiv, teater eller hvad I nu definerer jer som, der har et solidt kunstnerisk koncept og en klar identitet. Vi lægger desuden vægt på, at I har lyst til at bidrage til et teatersted i udvikling. Deltagelse og medskabelse er nøglebegreber på TEATERØEN, så beskriv gerne i jeres ansøgning, hvordan I vil bidrage til livet på øen. Fx workshops, åbne prøver, debatarrangementer eller andet.

Sådan søger I: 

Send en ansøgning, der indeholder:

  • En beskrivelse af jeres kompagni og/eller projekt
  • CV på hver af jer (max 1 side per person)
  • Portefolie med tidligere produktioner (gerne m. foto og links til videoer)

Ansøgningen sendes til carlos@teateroen.dk med emnefeltet RESIDENCY.

Ansøgningsfristen er 15. februar 2016.

I slutningen af februar afholder vi samtaler og umiddelbart herefter udvælger vi et kompagni.

Vi glæder os til at læse jeres ansøgninger!

Mange hilsner,

Alle os på TEATERØEN